Hvis du har læst nogle af de forgående artikler om skrifternes bevarelse, har du set, at Bibelen på alle måder er en helt unik bog. Alene det overvældende skriftsgrundlag, som er bevaret op gennem alle tider, sætter Bibelen alene i "eliteserien" frem for alle andre bøger fra oldtiden.
Qumranfundene har gjort deres del til at stadfæste Bibelens troværdighed. Men hvordan var det før 1947, da de første fund blev gjort? Da havde man følgende at gå ud fra, når man skulle oversætte til alle andre sprog:
Skriftsgrundlag før Qumran
Hebræisk: Den såkaldte masoretiske tekst, hvor det ældste eksemplar var fra det 9.århundrede e.kr. Denne tekst var den ældste kendte tekst på originalsproget hebræisk.
Græsk: Man havde en oversættelse af GT til græsk, den såkaldte Septuaginta. Historien fortæller at 72 jødiske lærde blev ført til Ægypten omkring 200 år f.kr. for at oversætte de gammeltestamentlige tekster til græsk. De ældste fuldstændige eksemplarer, som er fundet, er fra det 3. og 4. århundrede.
Samaritansk: Ud over den masoretiske tekst og Septuaginta er der også den samaritanske Bibel, som er skrevet på hebræisk. Den indeholder de 5 Mosebøger, og det ældste eksemplar er fra engang i middelalderen.
Hver gang man skal oversætte Bibelske skrifter fra det originale sprog, vil der gå noget tabt. Derfor måtte oversættere altid overveje, hvor de ville lægge deres fundament, når det gjaldt GT. Ville de basere deres oversættelsesarbejde på den originale hebræiske tekst, som på den ene side ville være mere troværdig end den græske oversættelse (Septuaginta) men på den anden side havde den ulempe, at den ældste kendte kopi var fra det 9.årh. Eller ville man basere sit arbejde på den græske oversættelse, alene ud fra de tidlige fuldstændige eksemplarer fra det 3. og 4. årh.
De lærdes teorier
Trods det, at det bevarede skriftsmateriale, som er nævnt ovenfor, i sig selv er ganske godt for så gamle bøger, som dem, vi finder i Det Gamle Testamente, gav det selvfølgelig anledning til forskellige anskuelser af de Bibelske skrifters troværdighed. Mange teorier om skrifternes tilblivelse og bevarelse er blevet fremsat af de lærde gennem tiden. Her er blot nogle få stykker:
1) Bibelen er traditionshistorie. Dette betyder, at GTs beretninger er opstået, og er gået fra mund til mund gennem mange generationer, indtil beretningerne sent har fundet sin nuværende form og er blevet skrevet ned. Teorien om GT som traditionshistorie indebærer, at beretningerne har haft stor mulighed for at ændre sig og blive bedre gennem årene.
2) Rig mulighed for afskrivningsfejl. Hvis man antager, at Moses selv har skrevet de 5 Mosebøger (hvilket som oftest er utænkeligt for disse lærde), er der en periode på over 2.000 år fra Moses skrev sine bøger og til vores første eksemplar af den masoretiske tekst fra det 9. årh. I hele den lange periode er der stor mulighed for, at afskriverne har lavet fejl, eller direkte ændret på indholdet af deres arbejde.
3) Mosebøgerne stammer fra flere kilder, altså flere traditioner af mundtlig overlevering. Disse er så sat sammen og skrevet ned på et sent tidspunkt.
4) Esajas er ikke skrevet af én person, men af tre forskellige forfattere, hvoraf den sidste har skrevet sin del så sent som i det 4. årh. F.kr. De tre forfatteres skrifter er siden sat sammen og har opnået kanonisk status både i jødedommen og kristendommen som værende én bog skrevet af én forfatter.
5) Daniels bog er ikke skrevet af Daniel selv, men på et meget senere tidspunkt. Nogen har påstået, at den er skrevet så sent som i år 165 f.kr.
Qumranfundene og de lærdes spekulationer
Har Qumranfundene så bidraget med noget til afklaring af de lærdes teorier om GTs tilblivelse og bevarelse? Ja, i allerhøjeste grad! Som skrevet i artiklen før, fandt man i Qumran 20 hele bogruller og 20.000 fragmenter stammende fra i alt 800 bogruller og dokumenter. Heraf var der 202 bibelske manuskripter. Alle GTs bøger, undtagen Ester, var repræsenteret i fundene. Man mener at Qumransamfundet eksisterede i perioden mellem år 150 f.kr. til år 70 e.kr. og fundne skrifter er hovedsageligt fra denne periode.
Mosebøgerne
Ud over Salmernes bog (med 36 eksemplarer) er Mosebøgerne de bedst repræsenterede blandt Qumranfundene. I alt fandt man: 
1. Mosebog: 15 manuskripter
2. Mosebog: 17 manuskripter
3. Mosebog: 13 manuskripter
4. Mosebog: 8 manuskripter
5. Mosebog: 29 manuskripter.
Der er iblandt alle manuskripterne ingen tegn på, at Mosebøgerne er baseret på forskellige mundtlige traditioner, og samlet og nedskrevet over en længere periode.
Esajas
Ét af de mest betydningsfulde fund i Qumran hulerne var en hel Esajasrulle dateret til omkring år 100 f.kr. Esajasrullen var altså ikke mindre end 1.000 år ældre end den ældste kendte hebræiske tekst. Nu blev det først rigtigt spændende. Hvor stor en forskel var der på de to tekster? Hvor mange fejl var der lavet og hvor meget havde man ændret i Esajasskriftet fra år 100 f.kr. til det 9. årh. e.kr.?
Der var ingen forskel! De to skrifter var noget nær identiske, og viste at jødernes afskrivning op igennem 1.000 år var så godt som fuldkommen. Esajasrullen viste heller ingen tegn på, at Qumranbeboerne anså Esajas for at være skrevet af tre forskellige forfattere, den sidste i det 4. årh. f.kr.
Daniel
Der blev fundet fragmenter af Daniels bog fra ikke mindre end 8 manuskripter, det ældste fra år 100f.kr. Fragmenternes ordlyd var nærmest identisk med den masoretiske tekst fra det 9.årh. e.kr. som man kendte i forvejen.
Andre bøger, som blev fundet i Qumran referer til Daniels bog som værende en guddommeligt inspireret autoritet. Det er lidet sandsynligt, at de strenge essæere ville have accepteret Daniels bog som kanon, dersom den først var færdigskrevet i år 165 f.kr.( kun 65 år før Qumranskriftet) og ikke af Daniel selv.
De lærdes teorier holdt ikke. De mange påståede fejl i, og ændringer af de gammeltestamentlige beretninger, kunne ikke påvises. Den udvikling, som de mente, havde været i de mange års afskrivninger af GTs skrifter var der ikke. Der var ingen nævneværdig forskel mellem de ældste og de yngste manuskripter. Tværtimod viste det sig endnu en gang, at Bibelens skrifter er yderst troværdige.