Vore forfædre var ikke dummere end os...

Endeløse tegn på en høj civilisation fra før og efter Syndfloden bl.a. med pyramider i Amerika længe før Columbus. Det var hverken Columbus i 1492 eller vikingen Erik den Røde i år 1000, der opdagede Amerika. Kristne missionærer fra Kartago i Nordafrika var herovre allerede omkring 200 efter Kristus.

Og helt tilbage til 3.000 år f. Kr. rejste sumererne og andre folkeslag til verden på den anden side af jorden. De hentede kobber til fremstilling af bronze indtil til jernalderen gjorde behovet mindre. 
Amerika var det sagnomspundne Atlantis, som optræder i de gamle myter, og som mange forgæves har søgt efter på Atlanterhavets bund. 
Når Bibelen taler om de store Tarsis-skibe, som bl.a. Jonas forsøgte at slippe væk på, så var det Amerika-både. 
Det er nogle af de spændende oplysninger, man kan se dokumenteret i Aril Edvardsens fjerde bog i serien "Solgudens Autostrada". Et monumentalt værk på i alt over 2000 sider med en endeløs mængde overraskende oplysninger, som forfatteren har samlet fra troværdige skriftlige kilder og på sine egne rejser til arkæologiske centre i hele verden.

Opgør med historien

Det kan være svært for den ikke arkæologikyndige læser at overskue de mange oplysninger. Men det er i hvert fald lykkedes forfatteren at argumentere solidt og overbevisende for, at de herskende teorier om verdens forhistorie trænger til en omfattende revision.
Ligesom den norske forsker Thor Heyerdahl går forfatteren imod de forældede teorier om, at Amerika skulle være blevet befolket via is-broen ved Beringstrædet. Naturligvis kan det ikke udelukkes at nogle også kom den vej, men bogens mange eksempler tyder på, at det i stedet var havsejlende sivbåde og andre fartøjer, der allerede 3.000 f. Kr. bragte Mellemøstens folk herover ved hjælp af havstrømmene. Da indianerne kom til Amerika fra vest fandt de mægtige bygningsværker, fortæller de. 
Der er fundet skrift og sprog, der stemmer overens med hebræisk, fønikisk, egyptisk og flere andre sprog fra den gamle verden. Endda de 10 bud findes indhugget i en sten i Rio Grande i sydvest USA, som dateres til ca. 900-800 år f. Kr. Også navnet Jesus Messias findes indridset fra den tidligste kristne tid. Her er religiøse figurer, som passer sammen med tilsvarende i den gamle verden. Osv. At remse de uendeligt mange eksempler op fører for vidt, for forfatteren har brugt fire bind på sin dokumentation.

I relation til Bibelens historie-fortælling er det interessant, at Babelstårnet formentlig var den første pyramide, der blev bygget. Ud fra beskrivelser på gamle lertavler ser man, at princippet var det samme som i de senere pyramider i Egypten. Alt var opbygget efter fantastisk præcise astronomiske beregninger. Det ser netop ud til, at folkene blev spredt fra Babel i Irak i alle verdensretninger, og at de byggede lignende pyramider både i Kina og i Amerika.
Idéen i pyramiderne (og Babelstårnet) var dels at bygge en "frelsende højde" fra oversvømmelsen (Syndfloden) som de alle har med i deres myter, dels at indkode nogle mystiske gradtal, som svarer til andre pyramider og arkæologiske stenformationer på kloden.

Ikke blot Bibelen, men næsten alle gamle kulturers kilder fortæller om de otte forfædreguder "Noah og familien" som man dyrkede. Og disse forfædre havde overleveret en tal-viden om jorden og stjernerne, som pyramiderne gemte i deres konstruktion. 
Denne viden gik efterhånden tabt, som ondskaben vandt overhånd blandt soldyrkerne, men er nu efterhånden blevet genopdaget af forskere, som ikke affinder sig med de vedtagne udviklings-teorier om, at vore forfædre var dummere end os.
Kort fortalt, havde vore "primitive" forfædre både i Sumer, Egypten, Indus og Amerika fuldstændig styr på jordens omkreds, og omdrejningshastighed, så de kunne definere alen, fod, håndsbred og andre gamle mål og afstande efter brøker af jordens gradtal. Et sekund var således beregnet ud fra jordens bevægelse til 1004 egyptiske alen, svarende til 465,54027 meter. Ganger man disse alen med døgnets 86.400 sekunder får man nemlig jordens omkreds på 40.049.879 meter " svarende til gennemsnittet af omkredsen gennem polerne og ækvator. Den må de altså have kendt, disse "primitive forfædre".
En egyptisk hellig alen var 1/10 millioner af jordens polarradius " dvs. 0,635635 m. Inkaerne i Amerika havde lignende måleenheder.
Sumererne kunne allerede ca. 3.000 f. Kr. (eller før) angive jordens omkreds så præcist, som vi først igen kunne i moderne tid - efter at man i Middelalderen havde genopdaget at jorden i det hele taget var rund. 
De kunne også måle årets længde til 365,25 dage. Endda med flere decimaler, som først med atomurets præcision har kunnet bekræftes i vor tid!
Man kendte ikke blot længden på årets 12 måneder, men månens egen 18,61 årige cyklus. Man kendte ikke blot jævndøgn og solhverv, men det store solår på 25.920 år, som det tager solen at passere gennem alle 12 stjernetegn. Også kaldet jorden pressionsbevægelse. (Ikke at forveksle med det ene år, det "ser ud til" at tage solen at nå igennem stjernerne " kendt fra års-horoskopet, som de naturligvis også var fortrolig med.)

Den hemmelige viden

Disse "og hundredvis af andre observation" tyder på, at mennesket ikke har bevæget sig i en opadgående kurve fra abestadiet til vor "oplyste" tid.
Tværtimod er det gået både op og ned i historien. Vores forfædre havde en utrolig viden, som efter al sandsynlighed stammede fra før den store oversvømmelses-katastrofe, som nedbrød en endnu højere civilisation. Faktisk fortæller den babylonske historiker Berosus (ca. 350-250 f.Kr.) at hans forfædre drog fra Noahs ark ned til Kaldæa (dagens Irak) for at grave tavlerne med den gamle viden frem af mudderet, efter den store oversvømmelse.
Historikeren Josephus, der levede på Jesu tid, skriver i et af sine store værker, at den videnskab, som har med stjerner at gøre, blev indridset i to søjler af ler og sten før oversvømmelsen, og den ene af disse findes endnu i landet Siriad, skriver han - dvs. i Egypten. 
Også den assyriske kong Assurbanipals store bibliotek af lertavler indeholder én, hvor han skriver om sig selv, at han blev oplært i "vismanden Adapas profession" om stjernerne, og "Jeg har studeret inskriptioner på stentavler fra tiden før Oversvømmelsen".
Adapa kunne ifølge andre tavler se ud til at være den samme som Bibelens Enok, og andre kilder tyder på, at det var ham, der opmålte jorden og stjernerne ud fra trigonometriske og andre metoder. 
Mange andre emner kunne trækkes frem - f.eks. de hvide fredsmissionærer - Viracocha og Quetzalcoatl - som optræder i indianernes myter. De profeterede, at der senere ville komme andre hvide - men dem skulle de ikke tro (de spanske kolonister) men derefter skulle der komme andre hvide, som ville fortælle dem det ægte fredsbudskab...
Vi har en meget spændende viden samlet her i bøgerne, og jeg kan kun opfordre enhver med interesse i arkæologi eller bibelhistorie til at studere også dette fjerde bind. Det er ikke let og overskuelig læsning, men det indeholder fantastisk revolutionerende oplysninger, som får alt det, vi hidtil har lært i skolen om fortiden til at blegne!